31 december 2010

Godt nytår

På denne årets sidste dag, vil jeg også benytte lejligheden til at ønske eventuelle læsere et rigtig godt nytår.

Det har på mange punkter været et hårdt år.Et år hvor jeg blev nødt til at sige mit faste job op for at overleve psykisk. Jeg fik dog hurtigt et 3 mdr.'s vikariat, efterfulgt af et nyt fast job som jeg er meget meget glad for. Igen kun på 30 timer så jeg også har overskud til min undervisning om aftenen med mine knipledamer.

Alt i alt, så bliver jeg bedre og bedre til at overleve psykisk og sige fra når alt er for meget. Jeg har aldrig haft det så godt med min mand som nu, og vi har snart kendt hinanden i 30 år. Mine børn har det godt og hvad mere kan man så ønske sig?

Vi er netop færdige med at spise en rigtig lækker oksetyndsteg med ovnbagte ostekartofler og brun sovs,noget min søn især sætter pris på :) Nu er han og nogle venner ved at rigge musik til i værkstedet, hvor 25-30 unge mennesker skal slå deres folder i aften. Det er godt med betongulv og gamle borde og stole, så de bare kan slå sig løs uden at være nervøs for at ødelægge noget. Når musikken er klar, skal vi have desserten, som er ostelagkage med kirsebær. Min mand og jeg sidder og sumper lidt ved computerne mens vi venter, og så venter ellers lidt hjemlig hygge med TV, lidt strikketøj og glade unge mennesker som skal indenfor for at låne toilet. Det skal nok blive en rigtig god aften og jeg ønsker det bedste for alle jeg kender i det nye år. Må I alle få lige hvad I fortjener af medvind og glæde.

Rigtig godt NYTÅR.....

30 december 2010

En dejlig gave



Her i efteråret døde en venindes onkel og min familie og jeg lovede at tømme huset for det som de ikke umiddelbart kunne sælge, med det formål selv at sælge det til vores årlige loppemarked, hvor pengene går til vores familieferie i uge 8.

Men inden vi tømte huset for bl.a. ca. 80 flyttekasser med BØGER, så fik jeg af veninden dette søde chokolade- og kaffestel. Der er 2 størrelser kopper og underkopper, 2 kander og 2 fade.

Selvom lilla normalt ikke er min yndlingsfarve, så kan jeg bare ikke stå for dette søde stel. Det er totalt gammeldags men mega smukt. Nu har jeg så endelig fået taget mig sammen til at få pakket kassen ud, og nu vil jeg så gå ud og vaske det af, der sidder en del fedtet støv på, så varmt sæbevand vil gøre underværker. Dernæst kommer næste problem, hvor skal det stå??? men uanset hvad, jeg skal nok finde en plads til det - der må kunne gøres plads i et eller andet skab.

Ellers har jeg fået dagen til at gå med at pakke julepynt sammen. Disse sidste dage har været lidt svære, jeg har været helt alene det meste af dagene, da min mand arbejder aftentur. Jeg havde de største planer, men ingen energi, så jeg har ikke nået meget, men slappet af, det har jeg....Strikker lidt, sidder lidt ved computeren, ser lidt TV, ordner lidt vasketøj, strikker lidt osv.osv. Meget rastløs og alligevel ikke lyst til at køre nogen steder.

Jeg fik også lige ringet til en veninde og diskuteret bl.a. sommerhus på Fanø i september. Jeg glæder mig allerede, huset er lejet og det bliver en kanon dejlig tid er jeg sikker på.

Nu venter jeg på at sønnen og hans venner kommer tilbage med min bil, jeg lokkede dem lige til at køre til Tyskland efter ny forsyning af de uundværlige Pepsi Max og en enkelt flaske Baileys eller 2. Han har så lige ringet og bestilt aftensmad til 3 - så jeg må hellere komme i gang.

29 december 2010

Glædelig "bagjul" og godt nytår

Det er alt for længe siden sidst, jeg er ikke god til at holde fast i at blogge, men jeg vil forsøge at blive bedre i det nye år, og kan jo derfor lige så godt øve mig lidt. Jeg nyder sådan at læse andres blogge, måske kan nogen bare en gang i mellem have lidt fornøjelse af min.. vi får se. Jeg gør det nok mest for min egen skyld. Sådan lidt dagbogsagtigt.

Vi har haft masser af sne, vores vej er føget til masser af gange og mange biler har siddet fast. Når det er sagt, så skal jeg indrømme, at jeg simpelthen ELSKER snevejr, jo mere sne jo bedre, og jeg græder næsten når det bliver tøvejr, hvad de desværre lover nytårsaften. Her er et kik fra mit køkkenvindue ud på vejen. Det kan godt ses hvordan det fyger og hvor højt sneen er stakket op for at få vejen fri. Det er dog ikke kommunens skyld. De kom juledag om formiddagen og kørte en tur op og ned ad vejen, det er alt vi har set til dem. Nej, det er min mand og søn samt naboen der har gjort det hårde slid. Vi kan godt mærke der skal spares i kommunen og at vi "kun" bor på en D-vej. Hvis gemalen ikke havde en gammel udslidt rendegraver, så var der mange dage vi ikke kom nogen steder.

I øjeblikket er der stor efterspørgsel efter mine hjemmestrikkede sokker, min søn arbejder med at læsse autoværn af om natten midt på motorveje, broer etc. og det er ikke godt uden mors hjemmestrikkede, så han plager lidt for flere par. Ind i mellem har han været væk 3-5 dage i træk og så skal der være nogen at pakke i tasken når han tager af sted. Nu har svigersønnen, kusinens svigerfar, min fætters søn og min søn fået et par, så nu må jeg vel godt strikke lidt andet tænker jeg. Dette par er jeg lige blevet færdig med for et kvarters tid siden. Der mangler dog stadig lidt på billedet.

Nå, jeg vil gå i gang med at brænde det sidste af lysene på juletræet, så jeg kan få det "plyndret" i morgen.