03 januar 2009

Kniplingslommetørklæder

Meget tidligt i morges, efter at have været på toilet, sådan liiiige før jeg faldt i søvn igen, kom jeg i tanke om at jeg havde sat mig for at sy stof i mine lommetørklæder her i juleferien. Så hvis det skulle være, så skulle det være NU.

For det første har jeg 3 stk. liggende som jeg har lovet en tidligere kursist at sy stof i for - og hun har betalt - derudover havde jeg endnu et som jeg skulle lave for en kursist, samt 3 af mine egne. Så efter morgenmad og diverse oprydning gik jeg i gang:

Som det kan ses på billedet er jeg her i fuld gang med at klippe stof og har så brugt dagen på at stryge, trække tråde ud og sætte stoffet på med nåle og nu er jeg næsten halvt færdig med at sy første lommetørklæde færdigt.

I morgen bliver de sidste forhåbentligt syet færdige. Læg mærke til vores allerførste spisebord, vi købte det brugt af gemalens moster og onkel for 26 år siden, det lever endnu - men på lånt tid i stuen i hvert fald. Vi har som sagt bestilt nye møbler og jeg glæder mig meget til de kommer. Men indtil de nye møbler kommer kan det godt bruges og efter da skal det ud på mit håndarbejdsværelse, så jeg har noget at sidde og arbejde ved derude. Det har der ikke været plads til længe pga ombygningen.

Så det er hvad min lørdag er gået med.

02 januar 2009

Ville ønske det var overstået


Her sidst i 2008 har jeg haft fornøjelsen af at have menstruation hver 14. dag 3 gange i træk. Nytårsaftens morgen fik jeg det så igen - denne gang dog først efter 3 uger....

Min læge siger jeg skal have en gynækologisk undersøgelse om et par uger, for hvis jeg var ved at være i overgangsalderen ville det komme med længere intervaller ikke med kortere. Så jeg skal lige have checket om der er noget galt.

Jeg ville ønske man som 45-årig og sikker på man ikke skal have flere børn, kunne tage en pille og så var det overstået. Nu har jeg haft menstruation i 35 år og jeg GIDER ikke mere!!!!!!!! Jeg har det ad helvede til i 2 dage. Sover med håndklæde i sengen for at afhjælpe lækage, bruger flere pakker bind hver gang - det er sgu dyrt, jeg har mange smerter og det fosser bare ud i 2-3 dage før det bliver lidt mere normalt. Min læge vil have jeg skal have p-piller igen - men det vil jeg ikke. Har taget dem i mange år og nu er det slut med at fylde kroppen med de hormoner. Jeg må bare holde ud til jeg stopper "normalt".

Men så er det godt jeg kan sidde i sofaen og læse eller strikke. I øjeblikket strikker jeg mest sokker mens jeg kikker på en knipling jeg er i gang med. Men jeg gider ikke kniple i øjeblikket, sokkestrikning er meget nemmere når man har det ad H til.

For at bevise jeg da får lavet lidt håndarbejde ser I her et billede af et par færdige og et par næsten færdige sokker samt den knipling jeg burde arbejde på, når jeg nu først skal på arbejde på mandag... måske i aften.. hvem ved....

Men solen skinner, så alt er dejligt. Jeg er afhængig af solskin - det påvirker mit humør meget, hvis vi har alt for mange dage uden solskin.

01 januar 2009

2009 - årets første dag



Dette er udsigten fra syd-vest-siden af vores grund. Det er bare så smukt, så jeg måtte lige forevige det med min mobilos, så er jeg spændt på kvaliteten af billedet, når det bliver up-loaded.

Vi havde en rigtig hyggelig og stille og rolig aften. Datteren havde en veninde på besøg. Vi så dronningens nytårstale som vi plejer, og så gik vi til bords. "Tøserne" havde pyntet stuen efter alle kunstens regler.

Vi fik først tunmousse som datteren havde lavet. Jeg havde også lige lavet tarteletter da sønnen ikke spiser fisk. Så skulle han ikke sidde og sulte imens og vi har nem mad i aften. Det er næsten det bedste af det hele.

Dernæst fandt vi vores raclettegrill frem. Tror det kun er 2. gang vi har brugt den, men det var både lækkert og sjovt. Det gik der lang tid med - så blev der ryddet af bordet, tøserne spillede nintendo wii og vi pausede indtil desserten, som var pandekager med is. Så smuttede sønnen ud til vennerne og vi andre hyggede bare stille og roligt. Ved midnatstid blev der skudt lidt knald af. Fordelen ved at bo på en meget høj bakketop er, at man kan se milevidt omkring og har ekstra fyrværkeri at se på. Det er et smukt syn når der fyres næsten hele horisonten rundt.

En rigtig dejlig aften. Og gemalen var netop færdig med at støvsuge da jeg stod op - det kalder jeg timing.

Fandt forøvrigt lige et billede af vores "kontorkat", der hvor jeg arbejde. Den er bare så lækker den kat, så ind imellem er det svært at koncentrere sig om debit og kredit, når den vandrer frem og tilbage foran tastaturet for at blive kælet med.
Her er den dog sprunget op på øverste hylde hvor den tit udnytter et hul mellem mapperne til at sove i.

Nu vil jeg sætte mig hen i sofaen igen - har gang i sokkestrikning for tiden. Der er så mange der gerne vil have.... og det er så nemt at sidde med når man sidder og ser TV.

31 december 2008

Godt Nytår


Et sjældent billede - et af mig!!
Taget for et par år siden til min mormors 80 års fødselsdag. Nu er jeg korthåret igen og har fået nye briller, men jeg har ikke nogen billeder, som jeg ellers kan holde ud at se på. Så I må nøjes med dette.

Da det kun er godt og vel 2 mdr siden sidste indlæg, så må vi da sige det går fremad. Jeg tror at grunden til jeg ikke blogger mere er mangel på et ordentlig digitalkamera. Så når jeg har fået sparet lidt sammen - så bliver der indkøbt et nyt - det er helt sikkert, for jeg savner at tage ordentlige billeder. Det gamle har været til reparation og siden da - så skal jeg næste altid trykke 2 gange på knappen før den tager billedet og det er megatræls, når man nu lige står klar og har et godt motiv i søgeren.

Men en lille status over 2008 er vel på sin plads.

Jeg ser 2008 som året, hvor jeg blev levende igen efter min depression. Godt nok får jeg stadig medicin og skal have flere år frem - men jeg føler mig godt tilpas og klarer fuldtidsjob, kniplehold og hvad jeg ellers har fået mig rodet ind i. Jeg er blevet god til at sige fra når jeg trænger til pauser og min gemal har fundet ud af, at han også godt kan hjælpe til med at tømme og fylde opvasker og, at der ikke er noget til hinder for at han kan støvsuge og ordne toilet ind i mellem. Det nyder jeg meget, for ellers gik det ikke. At have fået fast arbejde på et tidspunkt, hvor de fyrer overalt - det giver mig en ro som jeg har savnet længe. Jeg hadede at være jagtet vildt som arbejdsløs. For ikke at tale om at vores økonomi har fået det lidt bedre.

Vi har købt helt ny bil for første gang. Vi har lige brugt min sidste opsparing på at købe nye møbler, de kommer i uge 7, så jeg glæder mig vildt meget til for første gang at få nye møbler til en hel stue på een gang. Det er aldrig sket før. Skidt med jeg så må starte forfra med at spare op, så jeg igen har lidt ekstra i baghånden.

Det værste der er sket i 2008 er at min nære veninde og nabo er flyttet fra mig.... ja sådan føler jeg det. Det er næsten værre end en skilsmisse. Jeg savner vores små næsten daglige opdateringer på hinandens liv, når hun var ude og lufte hund, men hendes verden er bedst med et nyere og mindre hus i en by, fremfor noget gammel og stor ude på landet med en masse vedligeholdelse. Jeg kan godt forstå det - men jeg savner hende - meget.

Men jeg fik besøg af hende i går og vi hyggede os hele eftermiddagen med te, strikketøj, småkager og snak. Det bliver ikke så tit, men så bliver det længere tid ad gangen og mere planlagt, det værste er bare at mine hverdage er så pressede at det bliver svært at finde tid. Men så må det blive i weekender ind i mellem. Eller vi må vente til jeg er færdig med at undervise.

Nå, jeg vil gå videre med rengøring og madlavning på denne årets sidste dag. Jeg håber for alle at 2009 bliver et godt år med masser af solskin og tid til famile og håndarbejde. Det må da være det bedste - i mine øjne i hvert fald.

26 oktober 2008

9 måneder siden sidste blogning




Se lige min Clivia som blomstrede i sommers. Den er bare kanonflot synes jeg.

Men ellers er det 9 måneder siden jeg sidste bloggede og jeg aner ikke hvor tiden er blevet af.Der er sket så meget i mit liv, så jeg ind i mellem helt har mistet pusten. Da det vil tage alt for længe at fortælle alt her, vil jeg nøjes med at skrive nogle stikord og så måske senere uddybe nogle med tilhørende billeder.

1. sidst jeg skrev havde vi lige revet gavlen ned, det var MEGET koldt men den er for længst bygget op igen
2. vi har fået nye døre og vinduer over hele huset
3. vi har fået brækket en entre ned og lagt til stuen, så vi har en kontorende med 2 lækre skriveborde
4. vi har skiftet døren ud med et stort vinduesparti, som sammen med et ekstra vindue giver masser af lys ind i stuen
5. vi har fået lagt nyt gulv og sat glasvæv op og malet
6. vi har fået sat nyt stokerfyr op ovre i den store garage, så skorstenen og fyret i fyrrummet nu er væk
7. vi har nu i 3 mdr tror jeg, igen sovet i vores egen seng i stedet for på gulvet i mit håndarbejdsværelse
8. vi kan nu bruge stuen, men mangler møbler og sortering af ting og beslutninger om møblering
9. jeg mærkede min depression vendte tilbage og søgte læge. Får nu nye piller som har hjulpet over al forventning
10. kan for første gang i 4 år sige jeg har det GODT når folk spørger
11. har været vikar 2 mdr på Dalum Papir - elskede det
12. fik fast fuldtidsarbejde hos guldsmed og er har nu været der i godt og vel 2 mdr. Søde kolleger og nok at se til
13. underviser stadig i knipling 2 aftner om ugen. Fik tilbudt et 3. hold, men det blev gudskelov ikke til noget.
14. har alt for meget om ørene, men er blevet bedre til at sige fra og melde afbud, når det hele er for meget
15. har købt helt ny bil for første gang i vores liv. En Peugeot 307 HDI st. car - lækker dyt og helt min egen
16. har foræret gemalen en plæneklipper til 15.000 kr - håber den varer nogle år!!
17. er ked af min veninde/nabo snart ikke er min nabo mere - men hun slipper ikke for mig!!!
18. har købt hendes væv, men aner stadig ikke hvor den skal stå

Ja det var lidt af hvad livet har bragt.

Her ses sønnen da han ENDELIG efter mindst 14 års ventetid fik kørekort til lastbil. Nu har han både til forvogn, hænger, trucks, kran og mangler vist snart kun et bevis til international kørsel. Han kører med klatten og elsker det meget. Han er i lære ca. 10 km hjemmefra, så det er dejligt. Han trives og det er godt.



Datteren læser på Universitetet på andet år og arbejder som medhjælper på plejehjemmet i fritiden. Det tror jeg hun er glad for og hun elsker sin nymalede lejlighed.

19 januar 2008

Opdatering uden billeder - de kommer senere

Ja, jeg så jo lige at min nabo linkede til mig, og til min skræk var sidste indlæg d. 25. november eller deromkring. Det måtte jeg jo have gjort noget ved.

Så her er lidt om hvad mit liv er foregået med siden. Før jul blev jeg færdig med at oplære den nye på jobbet i Ringe og så blev dagene brugt til at slappe af, købe julegaver og gå tur med Malte og Viktor, da Sus var på gigtcenter. Siden gik juledagene med hygge og julefrokost her i huset.

Efter nytår fortsatte jeg med hunde-lufte-ture og selvom Sus kom hjem fra gigtcentret, så var hun ikke i stand til at lufte endnu, så jeg går stadig tur, dog kun med Malte nu.

Men vi har også været i banken og lagt lån om og i den forbindelse lånte vi lige 250.000 kr ekstra, så vi kunne få nye døre og vinduer i, ny sydgavl og nyt gulv i stuen. Vi havde fået et tilbud på gavl i efteråret, men syntes det var dyrt, men omvendt kunne det ikke blive ved med at gå med en gavl der suger mere vand end en svamp. Så vi fik et tilbud fra en anden murer og han skulle kun have 50% af det, den første murer forlangte, så han fik lov og kommer nu på tirsdag.

Dvs at vi i denne weekend skal have brækket både yder- og indermur i gavlen ned - så der bliver koldt i soveværelset!!!! - vi har så brugt en del tid på at flytte ting og omrokere, så tingene ikke tager skade af lidt væde hvis nu uheldet er ude, og der er gjort plads i mit knipleværelse til at vi kan lægge vores madresser derind. Tømmeren er ved at lave loft i den ende af stuen, hvor vi har brækket en entre ned, som skal lægges til stuen så vi får en kontor-ende. Der skulle også lige laves hul til endnu et vindue og den gamle entre-dør bliver lavet om til et stort vinduesparti. Det bliver skønt med så meget lys ind i stuen.

Vores TV gik sig også lige en tur, vaskemaskinen er stået af, min opvasker kører på sidste vers og sådan går det bare med alt i øjeblikket. Der er indkøbt nyt TV og min mormor havde en halv-gammel vaskemskine stående, som vi nu kan slide færdig. Hun får nemlig vasket hos min mor. Opvaskeren får lov at leve så længe som den kan, selvom den halter en del.

Håndarbejdsmæssigt er det mest knipling jeg gør i. Jeg får strikket et par sokker en gang i mellem, men ellers går tiden bare så stærkt. Jeg underviser jo i knipling og det kræver en del arbejde med mønstre og indkøb af garn og andre materialer, men jeg nyder det. Jeg glæder mig dog til gavlen er færdig så jeg kan opholde mig i min rokkestue ovenpå igen og spinde på min rok.

Nu må det være opdatering nok for i dag - når mit kamera er opladet, sætter jeg lige nogle billeder på.

25 november 2007

Lidt mere knipleri

For nogle år siden, var jeg på kniplekursus i Horsens. 4 dage med knipling fra morgen til aften, kan det blive bedre, ja jeg spø'r bare??

Jeg havde bestemt mig for at ville lære Chrysanthemum-teknikken og da den første prøve var lavet, blev jeg efter en del pres, overtalt til at forsøge at lave mit eget mønster.

Jeg synes sådan noget er rigtig svært, så jeg protesterede voldsomt, men blev presset igen og igen og til sidst gik jeg i gang. Det var rigtig sjovt da jeg først kom i gang. Og her forleden blev jeg endelig færdig med den. Nu skal jeg bare have fundet en ramme der passer og finde ud af hvad farve baggrunden skal være, men det når jeg nok engang. Foreløbig lægger den i skuffen.

Da jeg sad og kniplede på den på Slagelsemessen, var der en der spurgte om det var en Orkidé. Det havde jeg slet ikke tænkt på, at den kunne minde om en Orkidé, men jeg giver hende ret, så navnet er Orkidé!