30 juni 2005

Hjemme igen















Så er jeg "landet" efter 4 dages kniplekursus. Sus og jeg havde nogle rigtig dejlige dage og tog lige et smut forbi Stokværket i Horsens og jeg "kom til" at købe lidt garn (Linea hørgarn fra Karen Noe) til en ny bluse samt nogle af Karen Noe's opskrifter.


På vejen hjem knækkede min udstødning over, så Sus og jeg sad på en rasteplads i en halv time og ventede på Falck og strikkede og hyggede. Vi blev så kørt hjem af en meget venlig og rar Falckmand som fortsatte med min stakkels bil på værksted.

Jeg lægger lige nogle billeder ind af garnet og opskrifterne jeg købte samt Sus der sidder i min bil og strikker nok så fro mens vi venter på Falck

Lidt knipleri










Jeg synes lige jeg vil vise lidt af Sus' og mine kniplerier fra de 4 dage i Horsens hos Karen Trend Nissen.

Jeg lavede en klokke i en teknik der hedder Isernia.

20 juni 2005

Den Fynske Landsby



Så er knipleudstillingen i Den Fynske Landsby åbnet på behørig vis. Det blev Benedikte Jeppesen der skulle klippe snoren.

Hun fik derefter et lommetørklæde overrakt, som jeg har lavet specielt til denne lejlighed.
Det var en dejlig stund derude og jeg glæder mig over, at det blev hende, der skulle modtage det.

17 juni 2005

Bluse jeg er i gang med

Jeg er godt i gang med en bluse fra HP Garn i flamégarn. Jeg købte garnet på udsalg hos Lund+Lund i Fredericia. Det er en meget meget dejlig butik, med rigtig god service. Hun lader os være når vi har behov for det, og kommer straks vimsende hvis vi ser ud til at have behov for hjælp.

En butik jeg absolut kan anbefale: http://www.lundpluslund.dk/

Pakke fra Markno

Ja, så kom posten i dag med garn fra Markno. Jeg havde købt en halv skattekiste (delte med Sus), en restepose samt noget Apollo bomuldsgarn.
Da jeg ikke umiddelbart kunne bestemme mig til hvad jeg skal strikke af det og hvilke farver, bestilte jeg simpelthen 6 ngl. af hver farve. Så de ligger nu og isolerer godt og jeg glæder mig allerede til jeg når til at strikke af det.

Først på ugen var jeg på jagt efter garn til en fra Fødselsdagsgruppen og fald over noget bomuldsgarn med glimmer i fra Panduro samt et nøgle effektgarn i guld fra Stof 2000. Det nyder jeg også synet af.

Mit Uruguay-garn


Jeg købte sammen med min nabo Sus noget garn fra Uruguay. Da Sus sagde det var kommet styrtede jeg derhen for at se om det levede op til forventingerne.Det lilla og blå var bare helt vildt flot, det grønne var ...... GRØNT!!!!.
Jeg har nu vænnet mig til farven og tror det bliver til en Clapotis.

11 juni 2005

Junisokkerne er færdige

Så lykkedes det at få junisokkerne færdige. Jeg valgte Crusoe sokkerne og trods en masse besvær pga. af et dårligt nøgle garn med knude på, så synes jeg selv at de er blevet helt flotte.

Det lykkedes endda at få dem ens!!!

09 juni 2005

Færdig med dugen

Så lykkedes det at få syet stof i min kniplede dug. Jeg var halvt færdig, da Sus kom forbi og fik mig til at "se" at stoffet bulede for meget. Jeg tog så konsekvensen og pillede det hele op igen.

Med ømme skuldre kan jeg så her præsentere det færdige resultat. Jeg er nu lidt stolt af den. Det er en stor tilfredsstillelse endelig at være færdig. Så nu har jeg en tomt kniplebræt, hvad mon jeg skal have startet der???

Nej, jeg må hellere få noget af alt det andet færdig som jeg har gang i.

Jeg er også næsten færdig med mine junisokker. Jeg har valgt Crusoesokkerne. Jeg opdagede så i aftes, at der var en knude på garnet, og da jeg var færdig med sok nummer et, kunne jeg se at striberne i Opal-garnet pludselig kom i modsat rækkefølge. Jeg har nu trævlet sok nummer to op, og startet fra modsatte ende af garnet og skal så, når jeg kommer til "knudepunktet" fra første sok, vende om igen og strikke fra modsatte ende af garnet. Ellers kan jeg ikke få de to sokker ens. Det er godt nok træls, men der er ikke andet at gøre. Jeg kan ikke acceptere at de ikke bliver ens når nu muligheden er der.

05 juni 2005

Det var en dejlig weekend

Så er jeg hjemme igen efter en dejlig weekend hos Anette i hendes sommerhus i Dyngby. Vi var 3 gæve kniplepiger og vi hyggede os med at lave kniplemønstre på computer og så selvfølgelig kniple.

På vej hjem lagde jeg lige vejen forbi min mormor og morfar i Middelfart. Vi fik en sludder samt en kop te/kaffe og jeg fik en Sankt Pauli med hjem.

Jeg blev i sidste uge færdig med en dug af Eeva-Liisa Kortelahti. Nu mangler jeg bare at få syet stof inden i. Skal gøres inden onsdag har jeg bestemt, nu må vi så se om det lykkes at tage mig sammen.

03 juni 2005

Så er jeg også hooked

Hej Piger!

Ja, så blev jeg også nødt til at få en blog. Jeg har villet længe, men nu har jeg 1 time før min mand og jeg skal til 2 x 50 års fødselsdag på Bogense Hotel - ja så skulle det bare være.

Jeg vender tilbage snarest med billeder af mine håndarbejder.