Dagene går stille og roligt og nu er der kun 2 arbejdsdage tilbage. Det er altså lidt vemodigt og alligevel skønt. Jeg kommer til at savne de 2 andre i "mit" firma, og nogle fra moderselskabet og jeg er stadig ked af det på mine kollegers vegne, at de får en hård tid uden nogen på "pinden".
Jeg har tilbudt at oversætte mails hjemmefra samt kikke forbi og fakturere lidt, hvis der går for lang tid inden de får en ny. Men jeg skal ikke blive - jeg har tænkt og tænkt - men gudskelov har jeg ikke ladet mig friste til at sige at jeg lige bliver til de finder en.
Jeg foreslog dem et vikarbureau, men det er for dyrt siger cheferne, så først i går eftermiddags blev jobannoncen aktiv på jobnet, så der kommer til at gå en rum tid før der sker noget, desværre.
Mit håb er at de hurtigt finder en med en stærk psyke som ikke går så meget op i at tingene ikke bliver gjort til tiden fordi chefen ikke har tid til at godkende, en som godt kan tage at blive presset til noget man har sagt fra overfor, en som kender mere til årsafslutning end jeg gør, en som de vil behandle ordentligt og som er dygtig.... åhhh hvor jeg håber det, for mine to nærmeste kolleger er bare så søde og de fortjener virkelig ikke dette her.
26 september 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Hej Connie Hvor er det godt at du ikke lader dig friste til at sidde på pinde til "de" finder en ny ... hvis du bare sad, der ville "de" sikkert finde mange grunde til ikke at ansætte nogen. Næ hold du fast i, at denne "opsigelse" er for dit bedste, så du ikke lader et arbejdssted sende dig tilbage til depressionens mørke - der skal du ikke ned igen. Pøj pøj - nu er det bare fremad.
Kh Hanne
Send en kommentar