Nødvendig opsigelse!!

Som nogen måske ved, fik jeg for et par år siden en depression, jeg har taget piller indtil for 3-4 måneder siden, jeg har fået til psykolog, jeg har grædt, grint og haft ondt i sjælen.

Jeg blev taget med bukserne nede da jeg startede på mit nuværende job, skulle være vikar i 6 mdr, indtil Lena, der oprindeligt havde jobbet kom tilbage 1. oktober. Men da jeg helt sikker ville være væk inden årsafslutning - som jeg ikke har prøvet før, så var der jo ingen problem i at klare det daglige - og det er også gået forrygende - jeg er blevet rost og har været meget glad for mine kolleger.

Men lidt før den 1. september sagde Lena op, og jeg blev bedt nok så mindeligt om at fortsætte. Jeg havde sagt længe før, at jeg ikke ville fortsætte, hvis hun ikke kom igen, men glemte det lidt efter at være forsikret om at revisorregningen gerne måtte være 50.000 kr dyrere det første år. Min største modstand bestod i, at jeg efter depressionen, psykisk har det meget svært ved ikke at vide 100% hvad jeg går ind til og ikke at kunne føle 100% at jeg kan stå inde for det de forventer af mig.

Men jeg blev beroliget og snakket godt for og selvom jeg græd da jeg blev spurgt, forklarede om min depression og mine forbehold og udbad mig et par dages betænkningstid, så endte det alligevel med at jeg sagde ja til at fortsætte.

Knap var det sagt, før brødrene/indehaverne bad mig komme på deres kontor - de har nemlig også lige en sportsbutik. De havde fyret bogholderen som de betalte på timebasis fordi kemien og regningen vist ikke var som de forventede. Kunne jeg dog ikke lige køre op og bogføre et par timer deroppe og betale et par regninger. Jeg sagde ja til at køre derop og kikke, men sagde at jeg ikke var sikker på jeg kunne, hvis det ikke var et system jeg kendte.

Efter at have åbnet computeren og ikke kunne finde ud af noget som helst i regnskabssystemet, så kunne jeg bare mærke indeni at det her skulle jeg bare slet ikke deltage i. Jeg kunne nærmest ingen oplæring få, kontordamen var jo stoppet og den butiksansatte jobbede i forvejen for 2 personer, så jeg kørte tilbage til kontoret og sagde nej, I bliver nødt til at ansætte den anden igen og forklarede hvorfor.

Der er ikke sket en dyt siden da, indtil i går..... Så kom den ene bror farende ind på kontoret og bad min kollega Magga og mig om i fællesskab om at køre derop og kikke på det for: det kan da ikke passe at sådan et par dygtige kontorpiger ikke kan finde ud af det....

Jeg fik bare lige hovedpine og ondt i maven med det samme. Her havde jeg sagt fra og alligevel pressede de mig..... det var dråben der skulle til. Jeg har haft meget hovedpine den sidste tid, vågner tit om morgenen og er helt forkrampet i kæbemuskulaturen og hovedet og nakken - for mig et sikkert negativt tegn. Jeg sagde til min nærmeste chef, at hvis de forlangte det med sportsbutikken så stoppede jeg og det sagde han så til en af brødrene og beroligede mig, men jeg har bare haft det så skidt siden da og blev i aftes - efter megen snak med min tidligere kollega Jane enige om, at jeg var for god til at køre ned på den måde, bare for at være flink ved dem. Jeg kan mærke at jeg især ikke kan klare den ene bror - han er meget vægelsindet og er slet ikke til at stole på.

Så jeg har fået sagt i dag at jeg fastholder min kontrakt med vikariatet, hvor der står at jeg er opsagt pr. 30. september, så nu har jeg 6 arbejdsdage tilbage og jeg glæder mig allerede. Jeg er tæt på gråden hele tiden, jeg har hovedpine, jeg har det ad helvede til - og så har jeg det skønt - fordi jeg sagde fra, fordi jeg åbenbart nu har lært faresignalerne godt nok at kende til at jeg siger fra FØR det går galt.

Jeg har lovet at komme og sætte min efterfølger ind i sagerne, og det gør jeg meget gerne, men jeg bliver nødt til at holde fast i at stoppe på næste fredag. De ville meget gerne have jeg bliver indtil de har fundet en afløser, men så får jeg måske problemer med fagforening/karantæne og hvad ved jeg - NEJ - jeg stopper fredag. Kender jeg dem ret, så blev der ikke søgt nogen ny sådan foreløbig, for jeg kunne jo nok overtales - nu bliver de nødt til at finde en ny. Der er også en anden i firmaet som stopper næste fredag, 2 kontordamer er stoppet mens jeg har været der og nu mig - det går godt for det lille firma og de fatter ikke en dyt.

Jeg hader allerede tanken om at skulle på fagforening og jobcenter og være jagtet vildt igen, men der er altså ingen vej udenom, hvis jeg skal overleve psykisk - og DET SKAL JEG!!!!