01 januar 2009
2009 - årets første dag
Dette er udsigten fra syd-vest-siden af vores grund. Det er bare så smukt, så jeg måtte lige forevige det med min mobilos, så er jeg spændt på kvaliteten af billedet, når det bliver up-loaded.
Vi havde en rigtig hyggelig og stille og rolig aften. Datteren havde en veninde på besøg. Vi så dronningens nytårstale som vi plejer, og så gik vi til bords. "Tøserne" havde pyntet stuen efter alle kunstens regler.
Vi fik først tunmousse som datteren havde lavet. Jeg havde også lige lavet tarteletter da sønnen ikke spiser fisk. Så skulle han ikke sidde og sulte imens og vi har nem mad i aften. Det er næsten det bedste af det hele.
Dernæst fandt vi vores raclettegrill frem. Tror det kun er 2. gang vi har brugt den, men det var både lækkert og sjovt. Det gik der lang tid med - så blev der ryddet af bordet, tøserne spillede nintendo wii og vi pausede indtil desserten, som var pandekager med is. Så smuttede sønnen ud til vennerne og vi andre hyggede bare stille og roligt. Ved midnatstid blev der skudt lidt knald af. Fordelen ved at bo på en meget høj bakketop er, at man kan se milevidt omkring og har ekstra fyrværkeri at se på. Det er et smukt syn når der fyres næsten hele horisonten rundt.
En rigtig dejlig aften. Og gemalen var netop færdig med at støvsuge da jeg stod op - det kalder jeg timing.
Fandt forøvrigt lige et billede af vores "kontorkat", der hvor jeg arbejde. Den er bare så lækker den kat, så ind imellem er det svært at koncentrere sig om debit og kredit, når den vandrer frem og tilbage foran tastaturet for at blive kælet med.
Her er den dog sprunget op på øverste hylde hvor den tit udnytter et hul mellem mapperne til at sove i.
Nu vil jeg sætte mig hen i sofaen igen - har gang i sokkestrikning for tiden. Der er så mange der gerne vil have.... og det er så nemt at sidde med når man sidder og ser TV.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar