Jeg
plejer at være sammen med Sus, men i år havde vi udvidet skaren med Bente. Her ses vi alle tre. Både Sus og jeg havde glemt vores kamera, men jeg har jo sådan en dejlig dreng: straks jeg sms'ede om han ville komme på sin knallert med mit kamera, ja jeg tror ikke der gik mere end 10 min., så var han der, og startede med at fotografere os alle tre.Dette lille kniplebræt ville jeg gerne have fingre i, i det
hele taget ville jeg blive så lykkelig for at eje et rigtigt tønderskrin, men de er svære at få fat på. Jeg må nok nøjes med at drømme.Ellers får jeg meget tid til at gå med at kniple. Mærkeligt som jeg brænder for det med mellemrum. Der kan gå måneder og næsten år i mellem og pludselig!! så tager fanden ved mig og så skal der kniples.
Sådan har jeg det egentlig med alt - det kommer i "tur-tal" som man siger og skifter hele tiden.Jeg nyder især at have fået plads på mit værelse igen. Jeg kan se skrivebordet!! og føler at jeg igen kan ånde herude uden at få klaustrofobi.
Det er nok prisen for at interessere mit for så mange slags håndarbejde - jeg har jo en del til hver slags håndarbejde, så mit værelse er PROPPET overalt, for selvom jeg af og til "holder pause" fra een slags håndarbejde, så ved jeg jo også godt, at lysten kommer igen senere, og så skulle da pokker stå i at skaffe mig af med tingene, for tænk nu hvis.... lysten kommer igen og det gør den næsten altid.
Jeg tror det eneste jeg har skaffet mig helt af med er alle mine kopier fra mit papirklip-flip. Det kan jeg altså ikke forestille mig at jeg bliver bidt af igen i samme grad, så jeg har kun beholdt grejet - alle kopier er foræret væk til SFO'en.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar