23 november 2006

Hyggelig aften i Bente Rønbergs selskab



I aftes drog Sus og jeg mod Fredericia, hvor vi var tilmeldt en workshop i vævestrik med Bente Rønberg. Vi var alle dybt koncentrerede og fik lært flere variationer. Som det fremgår af billedet var der gang i den og vi havde nærmest ikke tid til at holde kaffe/te-pause.

Lund+Lund er bare den fedeste butik og de er bare så søde de to Lund'er. Vi blev budt velkommen i døren, vi kom lige i sidste øjeblik, og der var indkøbt nye stole siden sidst, så alles rygge kunne holde til at sidde der og kagen til kaffen var som sædvanlig bare god.


Her ses nogle af Bente Rønbergs modeller og strikkeprøver, det var virkelig noget der satte gang i "strikkelysterne" på mig. Jeg har længe ikke haft det store overskud til at strikke, så jeg nød virkelig aftnen og er simpelthen vild med mange af hendes modeller. Det er helt sikkert at der skal prøves mere af den slags på et tidspunkt.


Som det måske kan anes på billedet til højre, så er det tidspunkt måske ikke så langt ude i fremtiden, for mens vi holdt kaffe/te-pause, kom mit blik til at vandre opad på garnreolerne, og der var en lang række strikkekits linet op foroven. Jeg var bare ikke høj nok til at nå dem, så jeg spurgte en af Lund'erne om de lige ville lade mig se på denne pose, og som I kan se, kom den med mig hjem. Jeg faldt fuldstændig for disse farver, og da det så samtidig er vævestrik, så kunne det da ikke være bedre. Det er Hanne Falkenbergs Lascala. Nøøøøj hvor jeg glæder mig til at komme i gang, men det bliver nok først i løbet af weekenden eller i næste uge. Men flot det er det altså....













19 november 2006

færdig knipling og så går livet stærkt!!

Jeg er jo startet på kursus på Vestfyns Handelsskole efter opfordring fra arbejdsformidlingen. Kurset er OK, der er ting at lære og øve sig på, og jeg har fundet sammen med en del dejlige positive mennesker. Desværre er der en del som er meget negative og demoraliserende, som ikke kan gøre som underviserne siger, hvis de ikke lige kan se et formål med det = få noget ud af det rent erhvervsmæssigt. Så vi har været på skolen i 4 uger og allerede 2 gange har vi haft krisemøde, fordi som de siger: vi er altså voksne mennesker og vi kan ikke forstå hvorfor vi skal lave det her!!!! Hold da kæft hvor det dræner mine kræfter. Derfor holder jeg sammen med 4 andre, som alle har valgt at få det bedste ud af det, ingen af os 5 ryger og vi er meget trætte af de samme mennesker i klassen.

Samtidig får jeg ikke søvn nok - så næsten hver onsdag eftermiddag sover jeg når jeg kommer hjem til vi skal spise - det bliver så ret tit rugbrødsmadder til aftensmad. Og jeg forsøger at lade op og sove længe i weekenderne, men jeg skal jo også undervise to aftner om ugen og der er også lige det huslige, så jeg kæmper en brav kamp for at få min hverdag til at hænge sammen. For det meste lykkes det da.


Men når jeg så HAR fri om aftenen, så bliver der kniplet i øjeblikket. Jeg er blevet færdig med en dug i Idrija-teknik og jeg synes det er meget sjovt at lave Idrija, så jeg har allerede startet en ny op. I går var jeg sammen med 3 andre knipleveninder i Tjebberup i nærheden af Holbæk og det var bare så hyggeligt og inspirerende, jeg er altid fuld af energi når jeg har været sammen med dem. I dag har jeg mest ryddet lidt op og gjort klar til næste ugers undervisning. På onsdag skal jeg til strikkeworkshop i vævestrik hos Lund+Lund og det glæder jeg mig meget til.

02 november 2006

jeg føler mig dum

Jeg har længe gerne villet finde ud af hvad Beta-blogger var for noget og nu har jeg lige pludselig oprettet en helt ny blog - ville gerne have overført min gamle blog til beta, men det kunne jeg ikke finde ud af. Jeg er sgu dum til sådan noget - aner ikke en hujende fis om html-koder og siger tit ja til noget jeg ikke aner hvad er, men hvorom alting er, så har jeg nu en ny blog på følgende adresse :

http://www.connieskyttesoegaard.blogspot.com/.

Det havde da været nemmere hvis jeg bare havde kunnet overføre det, så hvis der er nogen der ved hvordan, så sig da bare til.

Lidt opdatering

Nu har jeg snart gået på kursus på Vestfyns Handelsskole i to uger og synes for det meste det er sjovt. Vi er en broget flok på 21 personer fordelt fra 20 til ca. 60 år og vi har det skide sjovt sammen. Nogle har ingen uddannelse, en enkel pædadog har vi også, en sømænd, en IT-supporter og en del kontorfolk. Nogle er tvunget af AF og andre kommer af egen vilje - nogle er meget negative og andre tager det hele med et smil. Der er mange mange rygere og vi er kun en lille flok ikke-rygere, men gudskelov må man kun ryge udendørs på skolens område.
Det er ingen hemmelighed at vores kat Mimi er Zenias kat, og hun er normalt den eneste der altid kan snakke med den. Kun hvis den nærmest ligger og sover har vi andre kunnet ae den lidt, men det skal jeg lige love for der er blevet ændret på. Den er simpelthen så kælen I tror det er lyv. Men man kan vel godt savne Zenia så meget at man lige skal ligge og sove foran hendes billede! Jeg kunne ikke stå for det, jeg måtte forevige katten foran Zenia.
Jeg tror forøvrigt også at Zenia savner Mimi meget.
Så har jeg ellers gjort et kup - tror jeg nok - en Louët kartemaskine til den formidable sum af 100 kr. Jeg aner ikke lige her og nu hvor meget jeg vil få brug for den, men jeg kunne ikke stå for at eje sådan en til den pris!