24 august 2007

Der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget!

I onsdags var jeg til spindemøde for første gang i den nye sæson. Det var rigtig hyggeligt, jeg havde nøglen og blev selvfølgelig forsinket af Gallup-institutet, der ringede og gerne ville have svar på en masse spørgsmål... så vi drønede dernedad i fuld fart for ikke at komme senere end de andre. På vej derned startede det med at regne skomagerdrenge og ret hurtigt blev det voldsommere end det.. Det stod ned i stride strømme, vinduesviskerne kørte på max. hastighed og bilens hastighed faldt i takt med vinduesviskernes øgede fart.

De andre var også forsinkede, så vi kom ikke for sent. Men hold da op, hvor det regnede. Der var lige et lille bitte ophold da vi skulle bære rokkene ind, og så stod det ellers ned i stride strømme i meget meget lang tid. Min søn ringede på et tidspunkt og spurgte om det var rigtigt, at vi skulle have nyt gulvtæppe i stuen, for vandet stod ind henne hvor loftet mangler i kontorenden. Han satte skåle under og lagde håndklæder ud og jeg bad ham så om at slukke min computer da jeg vist nok havde glemt det. Han fortalte om et meget stort tordenbrag før han ringede til mig, hvor det lød som om det slog ned hos naboen.

Vi holdt kaffepause mens lynene fløg over himlen og regnen trommede på taget - rigtig hyggeligt i øvrigt.

Men så næste morgen, hvor jeg, som jeg plejer, lige ville checke min mail inden jeg tog på arbejde - ta da da da - den var og er DØD. Ingen mails i flere dage nu - jeg har helt abstinenser. Måske er det bare strømforsyningen, den kan ikke koste alverden, men omvendt, så er den meget gammel og harddisken var fuld - jeg skulle hele tiden slette ting for at kunne gemme nyt - skide irriterende. Så nu skal jeg have ny computer og jeg glæder mig meget.

Det bliver en gevaldig stor og hurtig maskine, med fladskærm og den kommer til at stå i det nye kontor når det bliver færdigt, så jeg får mere plads på mit knipleværelse. Den skal nemlig som noget nyt også bruges til at lave regnskab på. Men det tager jo tid. I øjeblikket venter jeg på en ny kode fra TDC, så jeg kan checke mails på min mands computer. Den kommer først i morgen lørdag. Så selvom jeg har gået og længtes efter en ny computer, så har jeg ikke lige fået taget mig sammen - det klarede tordenguden så for mig.....

2 kommentarer:

nettie sagde ...

Uh, det lyder vel nok dejligt med sådan et nyt "dyr" - tillykke med det, selvom det var træls med regnvejr i stuen

Hanne sagde ...

Tænk hvad regn kan føre med sig....

Hvor heldig kan du liiige være - ny computer med det nyeste isenkram - TILLYKKE !!!

Varme tanker
Hanne i Fredensborg